Stednavne og rutenumre binder stadig ruten sammen

Ved planlægning med papirvejkort kunne den rejsende notere rutenumre og større byer langs vejen. De fungerede som holdepunkter, når rejsens mål ikke stod på motorvejens skilte. En tur til en mindre by kunne derfor kræve, at bilen først fulgte vejvisningen mod en større by og senere drejede fra.

Et rutenummer hjælper med at genkende den planlagte vej, mens destinationsnavnet hjælper med at skelne mellem retningerne. Den samme vej kan føre mod forskellige byer afhængigt af kørselsretningen. Når en pil står sammen med både et nummer og et bynavn, skal oplysningerne derfor læses som én anvisning, ikke som uafhængige valgmuligheder.

Med GPS behøver føreren sjældnere at huske hele rækken af sådanne holdepunkter. Navigationen fremhæver typisk den næste manøvre, men skiltet kan stadig nævne en anden by end rejsens slutmål. Forskellen mellem slutdestinationen og vejvisningens mellemstationer er dermed ikke forsvundet med papirvejkortet.

Pilens placering betyder stadig mere end dens form alene

Når vejvisning hænger over motorvejen, kan nedadrettede pile knytte bestemte destinationer til vognbanerne under dem. Pilen betyder i den sammenhæng ikke, at trafikken skal standse eller vende nedad. Den udpeger den del af kørebanen, som informationen gælder for. Tekst, pile og placering skal derfor læses samlet.

På andre vejvisningstavler kan en skråtstillet pil vise, at en rute forlader den vej, bilen følger. Et diagram kan desuden vise selve forgreningen. Føreren må se efter, hvilket bynavn eller rutenummer pilen hører sammen med, frem for at reagere på pilens retning isoleret.

Denne læsemåde er vigtig på rejser gennem flere lande. Skilte kan have forskellige farver, udformninger og placeringer, uden at motorvejens grundlæggende opgave ændrer sig. En bestemt pileform bør derfor ikke få tillagt én universel betydning. Sammenhængen mellem destination, vognbane og vejforløb er det afgørende holdepunkt.

Rutevalg og ophørende baner er stadig forskellige beskeder

Både med vejkort og med GPS skal føreren skelne mellem at forlade motorvejen og at følge en vognbane, der fortsætter i en ny retning. Ved en motorvejsforgrening kan flere spor føre mod hver sin destination. Den ønskede rute følger derfor ikke nødvendigvis den vej, der visuelt ser mest lige ud.

Pile malet på kørebanen kan supplere skiltene og vise den retning, en vognbane fører i. Andre afmærkninger varsler, at en bane ophører, og at trafikken skal bevæge sig ind i en nabobane. Det er to forskellige beskeder: Den ene handler om rutevalg, den anden om vejens tilgængelige plads.

Faste vejvisere består, mens vognbanesignaler kan skifte

Motorvejens vejvisning består ikke kun af faste tavler. På nogle strækninger bruges elektroniske signaler over vognbanerne til at åbne, lukke eller lede trafikken mellem spor. Her er vognbanesignaler ikke en anvisning mod en by, men en besked om, hvordan den enkelte bane må bruges. Signalet kan ændres, uden at destinationerne på de faste vejvisere ændres.

En grøn pil over en bane angiver normalt, at banen er åben, mens et rødt kryds angiver, at den er lukket. En skrå lysende pil kan pålægge trafikken at søge mod den viste side. Sådanne signaler skal læses efter de lokale færdselsregler og må ikke forveksles med almindelige destinationspile.

Ved vejarbejde kan midlertidige skilte og afmærkninger føre bilen gennem et andet forløb end det sædvanlige. Føreren skal følge den gældende regulering på stedet, også hvis navigationen viser et andet sporforløb. Her bliver forskellen mellem kort og vej særlig tydelig: Skærmen kan vise en bane, som aktuelt er spærret.

GPS har flyttet arbejdet, men ikke ansvaret for at læse vejen

Moderne navigation kan give talte beskeder, vise afstand til næste afkørsel og i nogle systemer anbefale vognbaner. Det mindsker behovet for at huske en lang række vejnumre. Føreren skal til gengæld forbinde beskeden med de faktiske skilte, især hvor flere afkørsler eller forgreninger ligger tæt.

En besked om at holde til højre kan eksempelvis handle om en kommende forgrening og ikke om den første synlige frakørsel. Føreren bør sammenligne navigationens destination eller rutenummer med tavlen ved vejen. Stemmer de ikke overens, er det ikke tilstrækkeligt blot at følge skærmens pil.

Hvis den rigtige afkørsel bliver overset, er løsningen at fortsætte lovligt og finde en ny rute. GPS gør netop denne del lettere, fordi den kan beregne vejen videre. Skiftet fra vejkort til digital navigation har dermed gjort fejl mindre besværlige at rette, men har ikke gjort et sent, brat vognbaneskift mere forsvarligt.